I løbet af 1800-tallet blev den gamle stubmølle udkonkurreret af en ny mølletype, som blev kaldt hollandsk mølle.
Det specielle ved den hollandske mølle var, at den var konstrueret, så kun selve hatten med vingerne skulle drejes efter vinden.
Møllekroppen blev altså en faststående bygning, hvor den nederste del ofte blev opbygget af kampesten eller mursten.
Den øverste del blev udført i træ beklædt med spåner eller tagpap. Som en af de meget få tilbageværende møller i landet er Lundby Mølle tækket med strå.
De hollandske møller blev udført i både stor og lille udgave. Sidstnævnte fandt anvendelse som gårdmølle, og et eksemplar kan stadig ses ved Sundvedgård nær Guldborg F.
Bevarede eksemplarer af de egentlige kundemøller her i landsdelen er alle uden undtagelse såkaldte gallerihollændere. Dette udtryk kommer fra galleriet eller omgangen udvendigt på møllen, der er forsynet med gangbrædder og rækværk, og hvorfra man kan sætte sejl og dreje hatten.
Antallet af etager varierer fra 4 til 7. Den store rummelighed gjorde, at man fik plads til flere kværne, større sigteri og i det hele bedre arbejdsforhold – og dermed fik man også større kapacitet.
|
| Tegning: Jens Kortermann Larsen, Rudbjerg – fra bogen "Møller og møllefolk på Langeland" |
Det var ikke ualmindeligt, at der blev arbejdet i døgndrift. Fra mandag morgen kl. 6 til søndag formiddag kl. 9.
Det var afgørende, at der var tilstrækkelig med vind til at drive vingerne.
I årene omkring 1900 blev der i mange af møllerne installeret petroleums- eller sugegasmotor, som blev tilkoblet mølleriet i vindstille vejr.
Senere kom diesel- og elektromotoren til som erstatning for vindkraften.
De – helt eller delvist – bevarede hollandske møller på egnen er Fejø Mølle på Fejø, Vindeby, Majbølle og Kettinge møller på Lolland, og på Falster hele syv: Skovby, Nørre Alslev, Sundvedgård, Lundby Eskilstrup, Ejegod og Gedesby.
Jacob Madsen fortæller om sin læretid 1896-1901 på den hollandske mølle i Nørre Alslev bl.a.:
– Allerede i mine drengeår var jeg interesseret i vindmøllerne. Mine barneøjne kunne ikke tænke sig nogen større nydelse end at se møllevingernes løb om deres egen akse.
Min fader var død, og min moder havde meget imod, at jeg efter konfirmationen kom i møllerlære; jeg skulle være skomager. Mit instinkt sejrede, og jeg kom i lære på den dengang store virksomhed: Nørre Alslev Vind- og Dampmølle samt Rugbrødsbageri.
Læretiden var 3 år, men dampmølleren ville helst have, at jeg stod 5 år i lære. Dette ville min moder ikke gå ind på; lad os holde os til de 3 år, erklærede hun, vil han senere have de 2 år til, så lad ham selv bestemme det; og sådan blev det. Jeg begyndte min læretid i 1896.
Møllen fremstillede 2 slags flormel (nr. 1 og nr. 2), rugsigtemel, groft rugmel og skallede byg til gryn; dertil det, man kaldte bønderskrå (grisefoder).
Der var endvidere en ret omfattende kornhandel.
Det 3. læreår var begyndt. Dampmølleren ønskede meget, at jeg – i betragtning af min unge alder – skulle tage de to år til. Han havde lagt mærke til, at jeg havde et eget håndelag til at "slå brød op", og han garanterede, at jeg skulle blive ekspert i rugbrødsbageri. Dampmølleren ville give 200 kr. for 4. år og 300 kr. for 5. år. Så slog jeg til og har aldrig fortrudt det.
Bageriet var indrettet i møllegården, næsten modsat stuehuset. Der var kun én ovn – stenovn med kulfyr – og når dette var udbrændt, et rask brændefyr i ovnen.
Sigtebrødsdejen blev altid æltet med håndkraft, medens dejen til rugbrød (grovdejen) blev æltet på maskine (æltekar).
En hest var trækkraft for æltekarret. Der var forsøg med at få hesten til at gå alene rundt uden kusk, men det gik mindre godt.
Ved selve møllen var god magasinplads, henholdsvis til brødkorn og klid i sække. På underste etage var der melkasser med plads til flere hundrede sække mel af hver slags.
Skulle kunden have melet "med hjem", tilbragtes ventetiden i et hyggeligt værelse, hvor tobakstønden og brændevinen (klukflasken) var til fri rådighed for denne art af kunder.